lørdag den 26. april 2008

Møde med Filippinernes svar på Albright

Manila, dag 2.

Dagen i dag har stået på et meget presset program. Som nævnt på vores tidligere indlæg på bloggen – havde vores filippinske samarbejdsorganisation, Akbayan Youth (AY), lagt et tæt pakket program med masser af spændene aktiviteter.

Møde med Akbayan Youth’s bestyrelse:
Dagen startede med, at vi blev hentet på vores hotel af en af repræsentanterne fra AY, som kørte os ud til partiets partikontor i den anden ende af byen. Her blev vi orienteret om den kommende uges program, samt en kort gennemgang af den politiske situation i landet. AY kunne bl.a. berette, at situationen i landet er meget anspændt pga. udbredt mistillid til præsidenten og de følger som den menige filippinerne gennemgår pga. den globale fødevarekrise. Prisen på ris er fordoblet på et år og dette har haft store og vidtgående konsekvenser for den fattige del af befolkning. Som et udviklingsland, er landet i forvejen hårdt ramt af andre samfundsmæssige problemer såsom udbredt arbejdsløshed. Officielle kilder beretter, at 8,5 mio. filippinere er uden for arbejdsmarkedet (ud af en befolkning på 74 mio)– hvoraf 50 % er unge i alderen 18-25 år. Mange af disse unge mennesker er bosiddende i byerne – og deres eneste mulighed for forsørge sig er ved at ty til tiggeri, kriminalitet eller prostitution. Dette problem forsøger AY at komme til livs – ved at skabe opmærksomhed om det i offentligheden.

AY arbejder ligeledes mod, at engagere den filippinske ungdom til at deltage aktivt i den politiske beslutningsproces i lokalområderne. De fleste unge filippinere i alderen 18-25 år er travlt optaget med deres studier og arbejde, og har generelt ikke meget tillid til politikerne pga. af tidligere korruptionsskandaler og fejlslagen ledelse. Undersøgelser viser at 8 ud af 10 unge filippinere ikke interesserer sig for politik, så landet skriger efter tiltag, som kan rette op på dette. AY implementerer flere projekter i de lokale områder, som skal være med til, at få de unge til at engagere sig mere for politik. Dette foregår bl.a. på landets universiteter, arbejdspladser og lokalsamfundene i landdistrikterne. Tiltag, som DSU er med til at finansiere.

Møde med Loreta Anna Rosales (Akbayans éne medlem af kongressen):
Efter et kort pause, som bød på traditionel filippinsk frokost – skulle vi videre til det næste møde. Her var vi inviteret hjem til Akbayan’s eneste repræsentant i kongressen nemlig, Loreta Anna Rosales (Etta). Akbayan er forholdsvist stærkt repræsenteret rundt omkring i landet, men pga. af landets parlamentariske indretning, som er stærkt inspireret af den amerikanske – kan de kun gøre krav på én plads i senatet.

Etta, en tidligere Marxist, feminist og medlem af det kommunistiske parti, gav os en kort redegørelse af den parlamentariske situation, samt hendes visioner og håb for fremtiden. Hun præsenterede flere løsningsforslag til at takle mange af de problemer som landet gennemgår under landets nuværende situation under den nuværende præsident, Gloria Macapagal Arroyo, som er den mest upopulære præsiden siden militærdiktatoren, Marcos.

Under valget i 2004, hvor hun blev genvalgt som præsident, kom det frem, at Gloria havde svindlet sig til 1 mio. stemmer ved at bestikke en valgkommissær. Offentligheden blev bekendt med det, da det viste sig, at hun var blevet hemmeligt aflyttet af efterretningstjenesten (som hun i øvrigt selv havde bestukket – da hun frygtede, at den ovenstående valgkommissær ville tage i mod bestikkelse fra oppositionen). Da hun som præsident er underlagt immunitet – har det ikke været muligt at retsforfølge hende, så 4 år senere sidder hun stadig på magten og har siden påtaget sig mere og mere magt over landets institutioner, herunder militæret.

Etta har spillet en fremtrædende rolle i oppositionen for at vælte Gloria og udskrive nyvalg og flere og flere filippinere mener, at hun har en reel chance for at samle den meget splittede opposition og opstille som kandidat til præsidentvalget i 2010. DSU vil selvfølgelig fortsat følge situationen og støtte hendes kandidatur med alle mulige midler.

Ingen kommentarer: