tirsdag den 29. april 2008

Manila, dag 4. - Tondor og seminar

Dagen i dag har vi set frem til længe. Det er nemlig i dag, at AY afholder seminar og hvor vi skal afholde oplæg omkring Social demokratiets historie, samt fortælle lidt om den danske velfærdsmodel.

Inden seminaret skulle vi dog først forbi Manila’s havneområde. AY havde nemlig organiseret et besøg i ghettoen, Tondor – hvor AY var ved at forberede en række udviklingsaktiviteter.

Tondor – Losseplads og hjemsted for 10.000 indbyggere
Som det fremgår af billederne til venstre, så burde området i virkeligheden ikke være beboet af mennesker. Det er nemlig her alt Manilas affald bliver samlet, så indbyggerne boede bogstaveligt talt på en losseplads!

Tondors beboere tjener til vejen og dagen ved bl.a. at samle affald i Manila Bay – hvilket man kan en alternativ måde at indsamle skrald på. Alt efter hvad- og hvor meget de samlet, så tjener de op til 3 $ om dagen. Dette er nok penge til at forsyne familien med mad på bordet, men rækker desværre ikke til at betale for børnenes skolegang – eller finansiere familiens sundhedsudgifter. Manila Bay hører til et af klodens mest forurenede bugte, så arbejdet i vandet er sundhedsskadeligt og i mange tilfælde direkte dødeligt. Der er ikke plads i privatøkonomien til en tur hos lægen når sygdomme indtræffer, så der er kun de højere magter tilbage i sådanne tilfælde.

En anden og lige så sundhedsskadelig indtægtskilde, som er meget udbredt i Tondor, er koksafbrænding. Dette foregår ved, at indbyggerne indsamler drivtømmer og gammelt træ, som de derefter brænder over en bålplads. Efter et stykke tid – er der kun kulstykker tilbage, som de sælger videre til forretningsmænd i Manila. Denne indtægtskilde indbringer ca. 150 pesos ( 17 kr.) om dagen – og er ligeledes meget sundhedsskadelig. Folk der arbejder med dette erhverv lider typisk af lungesygdomme – og i mange tilfælde medfører det lungekræft med dødelig udgang.

Offentlig brutalitet og billige øl til folket
Regeringen og bystyret betragter ligeledes områdets indbyggere som affald og i bedste Mugabe-stil – forsøger de at trænge dem ud af byen. Militæret foretager hyppige raids i Tondor – hvor uskyldige mennesker bliver banket til plukfisk og nogen gange slået ihjel. Der går rygter om, at området er ved at blive overtaget af det spanske bryggeri, San Miguel, som kan købe området for en slik. Tondors beboere bliver derefter nødsaget til at forlade området og slå sig ned som tiggere i Manilas gader, som i forvejen er massivt repræsenteret af hjemløse.

AY er ved at etablere sig i området og planlægger pt. diverse programmer, som først og fremmest skal hjælpe indbyggerne med at finde alternative indtægtskilder, som for det første, skal indbringe nok penge til, at en familie kan forsørge sig selv, samt generere nok penge til at familien har råd til at finansiere deres sundhedsudgifter, samt sende børnene i skole. Derudover fokuseres der på, at det ikke må være sundhedsskadeligt. Akbayan (AY’s moderparti) er ligeledes fortaler for Tondors indbyggeres rettigheder, både lokalt i bystyret, samt i parlamentet. Partiet er pt. i opposition, men partiet er begyndt at bruge de lokale medier for at skabe opmærksomhed om problemerne i Tondor. Forhåbentligt vil dette sætte nogle tanker i gang hos de filippinske vælgere, så regeringens overgreb kan ophøre. DSU’s International Udvalg vil følge sagen og vil forsøge at finde midler til at finansiere et projekt i området.


Demokrati seminar
Efter turen til Tondor skulle vi til seminar. Seminaret var arrangeret af AY og var det første af 8 af sin slags, som alle er finansieret af DUF – via DSU. Temaet for seminaret var, demokrati og vigtigheden af unges deltagelse i den politiske beslutningsproces. Det blev afholdt i et kvarter tæt på Tondor og deltagerne bestod af 100 lokale børn og unge, som alle havde det tilfældes, at de var droppet ud af skolen i en meget tidlig alder for enten at finde et dårligt betalt arbejde eller hellige sig et liv på gaden. Flere af deltagerne var derfor enten gadebørn eller medlemmer af lokale bander, som finansierede deres levevej ved at ty til vold og sælge stoffer på gaden. De var alle i alderen 14-21 og de var alle inviteret af AY for at høre om vigtigheden i at engagere sig i politik.

Obama ankommer til Manila
Seminaret bød på forskellige indslag om demokratiske rettigheder, samt en situation over den nuværende politiske situation. Dette blev implementeret via foredrag, gruppearbejde, dokumentarfilm men også forskellige forme for alternative politiske lege, som i den grad fangede de unges interesse. Sidst på dagen skulle vi så præsentere vores indlæg, som var en kort gennemgang af Soc.Dem. og DSU’s historie, samt en gennemgang af velfærdssystemet og det danske politiske system. Efter at flere af deltagerne var faldet i søvn under den historiske del af oplægget – fik Nepper i bedste Barak Obama stil vækket dem op igen. Vi fik forklaret dem vigtigheden i at deltage i den politiske proces i lokalområdet, da det er den eneste måde de kan være med til at løse mange af områdets problemer på. Da seminaret sluttede, fik vi lovning på, at flere af dem ville møde op til 1. maj demonstrationen i Manila, så vi kom ud af dagen med et fantastisk udbytte. DSU vil ligeledes være repræsenteret til denne demonstration – hvilket i kan læse mere om senere.

Vi vil ikke skrive på bloggen de næste par dage, da vi forlader Manila og drager sydpå for at evaluere med formanden for AY, Marie Chris, men vi vender stærkt tilbage senere.

Nepper og Claes

1 kommentar:

Anonym sagde ...

spaendende Nepper og Claes!

hvad med resten af turen?